Hr. og fru! Mand og kone. Ægtefolk.

Det er, hvad vi er nu, kokkefyren og jeg. Gift med hinanden. Med samme efternavn og det hele. Et fra ham og et (mit eneste) fra mig. Og egentlig har intet jo ændret sig? Vi har hver fået en ny ring og givet hinanden lidt dyrere gaver end vi har gjort før. Og holdt en stor fest. Men i princippet har tingene vel ikke ændret sig? Men ALT har ændret sig! Det er svært at sætte en finger på, hvad det præcist er, men tingene føles anderledes. 

For det første er vi som nyforelskede igen. Vi kysser lidt oftere, fniser lidt mere og er generelt lidt honeymoonede. Det irriterer mig lidt mindre, at han arbejder så meget og han bærer nok også lidt mere over med mig.

Men tingene er jo som de har været hele tiden. Men alligevel er det mærkeligt at tænke på, at vi nu er gift. At jeg er den første der bliver ringet til in case of emergency og at det står skrevet helt legalt og gældende at vi er hinandens ægtefæller.

For nogle dage siden kom vores nye sygesikringskort med de nye efternavne. “Emil Højager Raun” og “Louise Højager Raun”. Den lille familie på to personer og en kat. Familien Højager Raun. I samme forbindelse kom det røde kort om stillingtagen til organdonation til Emil. Jeg har taget stilling, men da vi talte om det gik det op for mig, at Emil, som min mand, måske havde noget at tilføje til mit valg. Og jo, det havde han. Og fordi han nu er min mand og vi skal respektere hinanden (som vi jo også skulle før, men jeg vil gerne køre lidt mindre solo nu), skal jeg ind og ændre mit valg til “accept, men med accept fra pårørende”. Fordi det er vigtigt for Emil og derfor også vigtigere for mig. Meget mundane og slet ikke glamourøst, men ikke desto mindre meget relevant, når nu man er gift, synes jeg.

 

Her på den anden side af brylluppet – som i lang tid har været blankt, fordi tanken om, at noget kunne finde sted efter d. 12. maj har været utænkelig i en hvis grad – finder jeg mig selv med et helt nyt overskud. Jeg kan meget bedre tænke på, hvor vi skal bo i, og hvordan vi kommer til Hamborg, når vi skal til bryllup der til sommer. Og meget bedre planlægge aftaler med mine veninder og overskue at få sat ord på mine tanker og skrive indlæg.

Der har været ret så stille både her og på min @sludrechatol_com instagram. Det er ligeså svært at vende tilbage, som det er at komme i form igen.

Jeg vil meget gerne snart lave et par afsluttende bryllupsindlæg med nogle billeder og tanker fra dagene før, under og efter brylluppet. Og så skal vi igang med projekt bryllupsrejse (IKKE projekt baby, som flere ellers har spurgt til. Too soon!)

 

Kærlige bryllupshilsner

FRU Højager Raun.

æhæhæhæhæ.

Del: