Jeg vil ikke sige, jeg altid har været den person, der planlagde sit bryllup allerede fra teenageårene. Eller efter der. Faktisk ikke før efter nogle måneder sammen med Kokkefyren begyndte jeg at tænke “hvis vi nu bliver gift…”. Og der begyndte jeg nok også at tænke over, hvordan jeg ville have mit fremtidige bryllup. Jeg begyndte at lægge mærke til at bryllupper sørme adskilte sig fra hinanden og havde forskellige stilarter og prislejer. At nogle er store, nogle er små. Nogle er udenlands. 

Da Edinburgh har en helt særlig plads i mit hjerte, diskuterede Kokkefyren og jeg også om, det var noget vi kunne. Altså flyve vores familier dertil og blive gift i Skotland. Men det virker lidt gakket. Især når vi ikke har oseaner af midler til det, ha!

Vi havde også tænkt, vi skulle have et lille bryllup. Det ved jeg så ikke, hvordan vi nogensinde kom frem til, for da vi talte sammen, sagde gæstelisten pludselig +100. To store familier og én forholdsvis stor. Og venner. Og vi vil have alle med. Basta. Alle er vigtige.
Så det bliver stort! Det må det også godt, for vi er endt med en anden slags mad end vi først tænkte, vi ville.

Men stilen! Stiiiiilen! Pinterest er din ven på sådan et punkt her, jeg ELSKER pinterest! Min “bryllupstavle” er kæmpe stor efterhånden.

3 retters menu, pænt og fornemt, manerer og ‘det er forbudt at spilde’ – det er ikke lige os. Altså 3 retter er da lækkert på restaurant, men det er ligesom set før…

Vi går efter havefest og uformelt. Hvor folk kommer i det pæne tøj, de føler sig tilpas i, hygger sig, smasker sig i noget lækkert, enkelt mad og danser på bordrene, hvis det er det, de har lyst til. Belysningen skal være dæmpet, men selvfølgelig ikke mørk. Der skal være mulighed for at skifte sko (det er svært at danse (på bordrene) i de pæne festsko). Vi skal nok have noget vin, men vi skal dælme også have nogle fadøl! Den slags fest, hvor der er pyntet med ting i loftet, er grønne planter rundt omkring og hvor tingene ikke er helt ens. Hvor mange af udsmykningerne er noget, vi har gået og samlet sammen i løbet af det sidste års tid.

Der skal være plads til fuck ups (siger bruden nu et år før…), pinlige taler, grinagtige anekdoter og dårlige billeder. Der skal også gerne være nogle gode billeder. Derfor vil jeg også rigtig gerne have en fotograf til hele dagen, der kan fange stemningen godt i et billede, og som ikke samtidig skal være vores gæst.

Jeg håber vores gæster vil være med på den alternative gæstebog, jeg pønser på at lave. Og på at bruge vores hashtag (#HøjagerRaun), når de ligger billeder på Insta. Det er bare så sjovt at finde bagefter.

Jeg håber i det hele taget bare på at ramme den stemning, jeg drømmer om, og måske til sidst bedre kunne definere den, så det er nemmere for andre at forstå, hvad jeg ønsker.

Hygge, afslappet, lækkert, dejligt, skiftesko, nede på jorden. 

Det er nøgleordrene.

Del: