I dag er jeg startet arbejde på Odense Universitetshospital. Første dag i et års barselsvikariat på ortopædkirurgisk afdeling.

Jeg er startet en uge før mange af mine gamle medstuderende, da den stilling jeg har fået egentlig var udstedt til start d. 1/1-16.

Jeg har i denne forbindelse sammensat en liste over de ting, jeg synes var nødvendigt til første dag – eller som ihvertfald gjorde, at jeg følte mig klar!

1. Uniformer til to dage (+ blå t-shirts fra OUH)
2. Nye sko. Mine er fra Aldi til den svimlende pris af 129 kr. Anbefalet af min farfar (“til den pris, har man da råd til at prøve!“).
3. Sygeplejenålen sat fast – jeg tager den aldrig af igen.
4. Lommebeskytter, så den flotte nål kan sidde fast og kuglepensstreger kan holde sig væk fra uniformens lommer.
5. Ur til uniformen.
6. Hylster til mit nøglekort, som skal opdateres og ændres fra “sygeplejestuderende” til “sygeplejerske”.
7. Hængelås til mit nye skab.
8. Støttestrømper – jeg får måske ikke brug for dem med det samme, men jeg vil lægge dem i mit skab. Jeg har læst hos Vitachoreas, at de har hjulpet på hendes ømme arbejdsfødder (og så har mine søde, røde hjerter på).
9. En lille blok eller papir til at skrive spørgsmål ned på.
10. LÆKKER madpakke – forberedt dagen før.

Udover dette har jeg forberedt mig til forventningsafstemning med afdelingen. De havde sendt nogle spørgsmål med informationsmaterialet, jeg har kunne reflektere over inden start.

Jeg er SÅ spændt på fremtiden og på nye arbejde. Jeg ser frem til, hvordan det kan forme mig som sygeplejerske, hvad de kan give mig og selvfølgelig, hvad jeg kan byde dem.

Har jeg glemt noget? Eller er der nogen andre med gode råd til en ny start? ✌🏼

I fredags kl. 09:15 væltede min veninde og jeg forsinkede gennem dørene til fælles morgenmad med resten af årgangen. Vi havde desværre valgt en bus, der gik i stykker, men dog kun kom 15 minutter for sent.

Vi fik den sidste information om dagens program med: Morgenmad og derefter udlevering af den berygtede sygeplejenål. Så fotografering og kl. 13 kunne vi så se frem til den formelle del af dimissionen.

Aldrig har jeg været så spændt på at få mit navn kaldt op, som jeg var, da DSR  kaldte mit navn til at modtage den sygeplejenål, jeg har beundret hos andre uddannede sygeplejesker. 

Halløøøøj, jeg har fået mit liv tilbage!

Det her er det sidste indlæg fra den studerendes side – jeg er nemlig færdiguddannet sygeplejerske! Det betyder 1) at jeg forhåbentlig får mere overskud til at skrive herinde (HA HA, de har jo ikke travlt i det offentlige) og 2) at jeg nu ikke skal læse op til eksaminer, bekymre mig om lektier eller konstant være “på” som studerende. Nu skal jeg så til gengæld til at betale fuldt kontingent i fagforening og a-kasse og til at vende mig til at bære ansvaret der følger med titlen “sygeplejerske”.

Iihhh!!

Jeg er snart sygeplejerske. Om skræmmende kort tid faktisk. Og det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til ikke længere at være studerende, og jeg glæder mig til at være sygeplejerske og arbejde. Men det er en lille smule (læs: kolosalt mega) skræmmende ikke længere at have det fine lille “sygeplejestuderende”-skilt og undskyldningen “Nå, jamen jeg er bare studerende, så det ved jeg ikke”, når nogen spørger om noget, jeg ikke ved.

Og nu har jeg altså søgt job. En rigtigt “vi søger en basissygeplejeske” jobannonce dukkede op og jeg søgte det. Efter at have lavet en ualmindelig anti-jantelovsagtig ansøgning med flotte ord om mig selv og et CV med et fint billede af mig selv.

Bachelor. Forkortet BA.

Det er nemlig noget jeg godt kan lide i hele den her BA process. Forkortelser altså.

“Sygeplejerske (spl.) tilser patient (pt.)”. Sygeplejestuderende (spl.stud.). Bachelor (BA).

Jeg har jo, som før nævnt, brugt en uge på at være indlagt. H e l d i g v i s skiver jeg BA sammen med to andre og de har været meget forstående overfor situationen. Nu er de jo også næsten sygeplejersker 😉 men jeg er tilbage på min pind! Med min bærbar, min kaf’ og forkortelser!

De siger jo at man skal vælge et emne at skrive om, som man interesserer sig for. Det kan godt være svært, når man er tre. Men jeg synes faktisk det er gået rigtig fint. Over al forventning, vel egentlig.