Jeg sidder her onsdag morgen og skal i gang med et enormt ophidsende diskussionsafsnit til bacheloren. Havregrød i skødet, kold kaffe i koppen (man bliver vel distraheret), og et par sludrende BA-damer. Stearinlysene er tændt og julemusikken kører i baggrunden. Det er jo jul. Vi skal lige i gang 🙂

Og så var jeg jo i Tyskland i weekenden!

Min mor har planlagt en juletur længe. Med alle børnene (inklusiv de firbenene). Fredag kørte vi – mig, min far, mor og lillebror – derned. Lørdag kørte Emil, arbejdet skal jo passes.

Hold. Nu. Op.

Så var det November! Det er både 2 grader, fingerkoldt, blæsende udenfor og så fik jeg, hvad der mindede om en blanding mellem sne og hagl i hovedet i dag på vej hjem.

Og på sådan en kold mandag, der bare står på BA, drømmer jeg mig lidt væk. Eller ikke lidt faktisk. Nærmere flere tusinde kilometer væk. Ned i nærheden af ækvator. Maldiverne måske?

Her er så stille. Det er altså ikke fordi jeg er alvorligt syg eller noget (som man også kan se på min instagram). Faktisk har jeg det godt. Meget bedre end sidst jeg skrev. I onsdags, da jeg havde fødselsdag, stod jeg op til en besked fra lægerne på infektionsmedicinsk afdeling, om at jeg sagtens kunne komme hjem. Min feber var lavere, og jeg havde kun få temperaturforhøjelser. Så jeg kom hjem! Efter 4-5 dages indlæggelse i isolation og med lidt for mange tilfælde, hvor jeg havde noget så grufuldt ondt af mig selv. Neeeeej, hvor har jeg syntes det har været synd for mig. Og jo, det har det da også. Temmelig uheldigt ihvertfald! Jeg rejste sammen med tre andre piger, men jeg er den eneste, som er kommet hjem med bakterier i blodet. 

… det gjorde jeg faktisk i mandags. Men det har været en liiille smule vanskeligt at få sat sig og sætte ord på den overvældende følelse, det har været at lande i København. Vi gik fra geder, affald, 37 grader, nysgerrige blikke, vanvidskørsel og larm til… København. Danmark. Odense. Ro. Selvfølgelig med stop undervejs på vores 30 timer lange hjemrejse.

Vi tog afsted fra hospitalet kl. 7:00 og fløj fra Trichy kl. 9:40.

Dernæst landende vi i Colombo, Sri Lanka kl. 10:40, hvor vi skulle vente 8 timer til kl. 18:45, for at flyve 5 timer til Doha, Qatar.

I Doha ventede vi så fra kl. 21:15 til 7:00 – jep, 10 timer i lufthavnen om natten! Det var fedt, én times søvn og ellers mange timers stirren ud i luften senere sad vi på lufthavnsrestaurant og fik morgenmad – yoghurt med frisk frugt og en pain au chocolat til mig.

Midt i den stegende formiddagssol stiller vi, for hundredeogsyttende gang, op til fotografering med endnu en indisk familie, der finder det fascinerende at vi hvide, høje mennesker, er at finde på selvsamme hinduistiske tempel, som de selv er. Den ene familie afløser den anden og varmen under vores bare fødder i stentemplet Brihadisvara brænder stadig mere. Vi er kun lige trådt udenfor hovedbygningen, og med de hinduistiske helligdomme bag os, bliver vi fotograferet fra alle vinkler med grædende og generte børn stående foran os.