En af fordelene ved nattevagter i weekenderne er, at det føles lidt som at have weekend. Man sover (meget) længe og er (meget) sent oppe. Og fra om eftermiddagen til om aftenen har jeg fri samtidig med mange andre, så følelsen af weekend er der bestemt.

I søndag før min sidste nattevagt havde jeg aftalt med min veninde Rikke, at vi skulle spise med til det dér fællespisning i Odeon. Da vejret så viste sig at være helt godt skiftede vi mening og endte med at grille i Munke Mose – sammen med det halve af Odense, der havde fået samme gode idé. 

#citytip køb en engangsgrill, en pakke pølser, kartoffelsalat og tag din veninde/ven/kæreste/mor/far i hånden og trav ned i en af Odenses grønne områder. Der er masser af dem og der er garanti for hygge, når vejret er godt. Det er nemt og billigt og uden opvask.

Da solen lige så langsomt gik ned bag Hunderupkvarteret og temperaturen faldt et par grader pakkede vi sammen og gik en dejlig tur rundt i HCA kvarteret og kiggede på byggepladsen. Jeg anede ikke at de nu har lukket op, så man kan gå fra Fyrtøjet direkte over til Den Grimme Ælling og Burger Anarchy. Dejligt med et smutvej og ovenikøbet en mulighed for at kigge mere ind til den nye bydel.

Vi sluttede af ved Café Skt. Gertrud til kaffe. Iskaffe til mig, som varmt (eller koldt? Hø hø) kan anbefales. Virkelig lækker, men prisen er også derefter.

Hele herligheden tog os fire timers tid – perfekt mellem søvn og nattevagter!

 

Til slut vil jeg gerne lige reklamere lidt for min nye instagramprofil. Den hedder stadig sludrechatol, men den er flyttet til en ny profil. Der ligger jeg billeder op af vores alles smukke by for at trække opmærksomheden hen på den flotte facader vi har fremfor, hvor meget her roder. Der vil også komme billeder op fra andre steder, men hovedsageligt bliver det nok Odense eftersom det er her jeg opholder mig mest for øjeblikket. 

Husker du at værdsætte de smukke steder vi har i Odense?

Del: