Titel. Efterfulgt af en måbende emoji. 

Jeg ligger her i min seng. Min kæreste ligger ved siden af. Med hver vores lille skærm. Vi snakker om Carrie Fisher. David Bowie. Alan Rickman. Men det er slet ikke det, det her handler om. Nej, det her handler om en joke. Og ikke engang helt det. Min kære kæreste er på 9gag og læser en joke op.

Congratulations to Charlie Sheen who survived 2016 eller noget i den stil…

Og jeg hører mig selv sige noget ala “han har da et par dage endnu”. Temmelig morbidt egentlig. Så går det op for mig, at det er tirsdag! Og at det i næste uge er 2017!

I næste uge er det 2017!! Det er jeg altså ikke klar til! 2017 betyder at min sidste eksamen ruller op. Og endda vitterligt lige om lidt. Det betyder at jeg ved årsskiftet får udbetalt min sidste SU. At mine forsikringer ikke længere er lige så billige, som før. Og at den fagforening, jeg var gratis studiemedlem af, skal jeg til at betale for. Og jeg skal uppe mit game på den fælles madkonto herhjemme.

Jeg begynder at arbejde. Priviligeret som jeg er, har jeg allerede fået job. Og i et speciale jeg ser frem til at lære meget mere om.

Jeg skal også rejse. Endda et par steder hen. Først Bruxelles og så Playa de las Americás en måned senere. Jeg pønser også på at lokke ham den rødhårede med til Lapland, Finland.

Jeg har lidt af en voksenkrise, men i virkeligheden, er der ikke såå (bob bob bob…) mange ting, der ændrer sig.

Under alle omstændigheder er det i næste uge tid til at skrive 2017 alle vegne i stedet for 2016. Og om mindre end en måned er jeg rigtig voksen. Med fuldtidsjob og regninger. Og goder. Voksengoder. Mere om dem, når mit blodtryk falder igen 😉

Jeg ved godt jeg pudser min egen glorie for vildt med det her indlæg, men helt ærligt… Jeg gør det altså lige alligevel.

Jeg har i år købt alle mine julegaver inden d. 23. december, hvilket i sig selv giver max i voksenpoint. Men jeg syntes, at der manglede noget ved et par gaver til et par familiemedlemmer, der har små ønskesedler. Hvilket da egentlig er dejligt. Altså ikke at ønske sig noget. Det siger da lidt? Hæhæ. 

Jeg sidder her onsdag morgen og skal i gang med et enormt ophidsende diskussionsafsnit til bacheloren. Havregrød i skødet, kold kaffe i koppen (man bliver vel distraheret), og et par sludrende BA-damer. Stearinlysene er tændt og julemusikken kører i baggrunden. Det er jo jul. Vi skal lige i gang 🙂

Og så var jeg jo i Tyskland i weekenden!

Min mor har planlagt en juletur længe. Med alle børnene (inklusiv de firbenene). Fredag kørte vi – mig, min far, mor og lillebror – derned. Lørdag kørte Emil, arbejdet skal jo passes.

Juletid. Juletid er mange ting. Stearinlys, gran, julemarkeder. Og mad. Julemad. Fed og sød mad. Og hvad passer perfekt sammen med diabetes? Fed og sød mad.

Mit blodsukker er helt ustyrligt i juletiden. Jeg skal bare kigge på en pebernød så ligger det på 20 mmol/L. Jeg har fuldstændig opgivet konfekt. Både at spise og lave. Nu er jeg ikke den største fan af marcipan alligevel, men det er da hyggeligt at lave sammen, men det er som om der er et eller andet i det, der bare diffunderer fra min hud til mit blod og så flyver blodsukkeret i vejret, som en anden nytårsraket.

Jeg har haft én juleaften, hvor vi kørte hjem tidligere, end vi måske ville have gjort, fordi jeg bare sad og hang med højt blodsukker. Og selvfølgelig havde jeg taget insulin – jeg havde kørt insulin ind hele aftenen, men jeg tror min krop bliver stædig, når den når helt derop. Så vil og kan blodsukkeret bare ikke komme ned. I hvert fald ikke hurtigt nok. Og det er i øvrigt heller ikke særlig rart, når det falder for hurtigt.

Fedten i maden påvirker specielt blodsukkeret. Det er ikke fordi jeg ikke må få fed eller sukkeret mad, der skal bare lige tages hensyn til blodsukkeret. Sukker og kulhydrat får, som jeg før har skrevet om, blodsukkeret til at stige. Fedten ’kapsler’ så at sige kulhydraten inde, så effekten nærmest er dobbelt. Så blodsukkeret stiger og falder igen pga. insulinen og stiger så igen pga. den resterende kulhydratmængde, der var fanget af fedten. Med min insulinpumpe kan jeg sætte bolusindgiften på noget, som hedder kombineret bolus, hvor den fx giver 60 % insulin med det samme og 40 % efter en halv time. Det fanger nogle gange den anden stigning, men langt fra altid – men det er bare fordi jeg ikke er helt så god til det 🙂

Jeg snacker aldrig. Kun altid.

I julen snacker man jo også en god del… Det gør man også, når man har diabetes. Det kan så bare mærkes andre steder end på den enormt oppustede mave. Førhen skulle jeg langt over 15 mmol/L før jeg fik kvalme af det høje blodsukker. Nu kommer tørsten og kvalmen allerede når jeg kommer over 9 mmol/L. Det skyldes at min krop er blevet vant til at ligge lavere i blodsukkerværdierne, end de fx gjorde for et år siden.
Hvis (hah… NÅR) jeg snacker prøver jeg selvfølgelig at være opmærksom på, hvornår jeg kan mærke at blodsukkeret er for højt. Hvis jeg er SMART og snacker, så prøver jeg at regne ud, hvor mange gram kulhydrat jeg får ind, mens vi sidder her i sofaen og sludrer, og så kan jeg sætte min pumpe på forlænget bolus. Så hvis jeg nu får… 60 gram kulhydrat i pebernødder kørt ind, så giver min pumpe mig 6 enheder insulin over en halv time eller, hvor længe jeg nu tror jeg sidder her og gumler. Det er så smart, jeg kan langt bedre styre den forlængede bolus end den kombinerede.

Udregning af kulhydrat

Så tænker man (eller det gjorde jeg som nydiagnosticeret), HVORDAN regner man lige ud, hvor mange gram kulhydrat der er i 50 pebernødder eller 20 stykker chokolade eller 1 glas vin. Man øver sig. Og man bliver mega skarp til det til sidst. Jeg startede med at have en lille grøn vægt, der kan foldes sammen, med rundt og så skovle kartofler eller pebernødder op i en skål og veje dem. Og så er der nogle bestemte regler, når man regner kulhydrat ud. Fx min favorit: brød og her også kage. Man tager vægten og dividerer med 2. Og hvis det er kage lægger man lige lidt til. Det er ikke særlig præcist, men det behøver det ikke være. Det hele foregår i cirka – i hvert fald hos mig.

Regner man med almindelige kogte kartofler (som ikke er brune af sukker): divider med 6.

Er det pommes frites, råstegte kartofler eller andre kartofler uden så meget vand i: divider med 4.

Så nemt er det. Og med tiden vænner man sig til at se gram kulhydrat, når det lægger på tallerkenen. Og hvis man regner forkert, så ordner man det. Så bliver blodsukkeret højt, det stinker, så må man reparere. Bliver det for lavt er der sikkert stadig masser af marcipan med chokolade tilbage. Så skal det nok komme op igen!

Summa summarum julen er hjerternes fest og pumpens overarbejdsperiode. Det er ikke altid lige nemt, og nogle gange regner man forkert. Andre gange regner man rigtigt og tænker ’kan det virkelig passe at blodsukkeret ligger så godt ovenpå alle de brune kartofler med sovs?!’, men ja. Nogle gange skal kroppen have mere eller mindre insulin end den plejer. Her bliver det rigtig fedt, hvis man er kvinde for så kommer der også lige nogle hormoner og er med til at spille bold og så bliver det først rigtig svært. Men alt kan lade sig gøre! Og er det helt slemt, så tag den lille udfoldelige vægt med og bed om at låne en skål. Og hent diabetesforeningens kulhydrat app! Den har ALT.

God juletid og snacking til både diabetikeren såvel som ikke diabetikeren 😉

Når jeg kigger rundt i blogland, kan jeg lynhurtig fornemme, at føljetoner er det folket vil have – så vi laver en til her!

Den her bliver fyldt med de ting, jeg synes er for indholdsfattige til et selvstændigt indlæg, men indholdsrige nok til at blive nævnt. Og så de dér ting jeg ser, som får mig til at starte med “hey, forresten…!” til folk på snapchat, messenger og in person. Mine små indskydelser, om man så vil.

Here goes… Hey, forresten: