For det første – ØJ hvor det føltes godt at slippe den nyhed, jeg (og Emil…) havde holdt væk fra de sociale medier i 10 dage. Og tak fordi den blev taget så godt imod! Jeg har aldrig fået så mange likes på et insta-billede før – haha!

Når man sådan er blevet forlovet, spørger folk tit, hvor længe man egentlig har kendt hinanden. Nok ikke fordi man vil rynke på næsen eller pege fingre og fortælle os, at vi er sindssyge. Det håber jeg da ikke 😀 Jeg har som svar på det spørgsmål hørt mig selv sige ”et sted mellem halvandet og to år” et par gange nu. 21 måneder. Næsten to år. Ikke helt. Men også mere end halvandet. Det er ikke fordi, det ikke er vigtigt for mig, hvor længe vi har kendt hinanden. Det er nok bare ikke lige så vigtigt, som det før har været.

Tiden er ligesom bare fløjet afsted. For to år siden var jeg lige kommet hjem fra 3 måneders studieophold i Skotland og ud af et forhold. Jeg var så ked af det og fuldstændig opsat på at skulle ud og date og bare møde nye mennesker. Jeg genåbnede min tinderprofil og hyggede mig gevaldigt i et par måneder.

En søndag aften i juli venter jeg på at en eller anden tinderfyr, skulle svare tilbage og da han ikke gjorde det begyndte jeg at swipe derudad. Jeg ser Emils profil. Swiper til højre. Og der skete ikke en skid. Nå, og for den ikke så rutinerede tinder (tindere? Swiper?) betyder det én af to ting: 1. han har ikke set din profil endnu. 2. han har set den, and didn’t enjoy the view. Jeg tænkte ”han så fandme sød ud, han har ikke swiped til højre”. MEN JOOO, et par timer senere kom der et like til mig fra ham. Tinderlove!

Jeg tog initiativet og skrev til ham. Noget med dans og hvorvidt man kunne lide rødhårede eller ej. Det var noget, han havde skrevet i sin profiltekst, jeg syntes var sjovt. Jeg fik et temmelig rapt svar igen om insulinnåle og generthed – noget jeg havde skrevet i min tekst. Og så kørte den ligesom. Han var ude efter en date. En RIGTIG date. Det samme var jeg. Jeg var også ude efter et snapchatnavn, så jeg kunne få nogle rigtige billeder af ham den rødhårede dér, for helt ærligt, hvem ligner EGENTLIG sine billeder på tinder?

Vi snappede og skrev hele aftenen, og morgenen efter snappede jeg et billede af nogle pandekager, jeg netop havde lavet (jeg skulle lige flashe mine pandekageskillz til kokkefyren, det skulle jeg da). Det endte ud i en spontan date, hvor han hentede kaffe og jeg pakkede pandekagerne ned og vi mødtes ved broen i Munke Mose. Der sad vi hele dagen indtil en måge stjal den sidste pandekage og han fulgte mig på arbejde. Da jeg kom hjem om aftenen lå der en snap på min telefon om jeg ville med ud med hans kammerat+date. Jeg tog et LYNbad og hoppede på cyklen igen og mødtes med dem alle tre. Vi hyggede os i mange timer indtil det kun var Emil og mig tilbage og Emil stikker mig, hvad jeg tror er den lammeste scoreresplik i verden: ”min kat har været alene hjemme i mange timer. Hun savner mig nok, jeg bliver nok nød til at tage hjem til hende snart – men vil du med?” Ja, ja, jeg er ikke født i går, lad os da bare ”tage hjem til din kat”.

Jeg sad flere minutter på hans sofa, overbevist om, at der ikke var nogen kat… men så kom der en lille sort, to kilos sur og fornem kat gående. Midt i min egen lille private overraskelse kyssede han mig – efter at have spurgt, man har vel manere! Jeg blev og sov og kom ikke hjem til mig selv før 2 eller 3 dage senere.

Fast forward, en måned senere var vi kærester og tre måneder efter det slæbte jeg ham med tilbage til Skotland på forlænget weekend. Da vi kom hjem derfra smed jeg mine ting hos ham og så kom de ligesom bare ikke videre. Faktisk kom der bare flere til. I december 2015 tænkte jeg (nok mest hans idé), at vi ligeså godt kunne spare penge sammen ved at jeg opsagde mit kollegieværelse og flyttede ind hos ham. Så det gjorde jeg. 1. januar 2016. Vi boede sammen i hans lejlighed frem til midt april, da vi da flyttede i en ny fælles lejlighed. Her har vi så boet i et år nu.

På det år har vi oplevet så meget; co-parenting katten Ingeborg, fødselsdagsferie på rhodos, fået kærestetatoveringer og købt en bil, mange fælles møbler og fået sat køkkenet i stand. Han holdt mig i hånden og sov i en lænestol, da jeg fik paratyfus sidste år. Jeg er blevet færdiguddannet. Vi har vendt store og små ting, jeg har råbt lidt og Emil har kept his cool. Vi har lært mange ting om hinanden og hurtigt, nok fordi vi har boet sammen nærmest fra start af.

Det er gået stærkt, det er der vist ikke nogen, der kan benægte, men det har været lige det rigtige tempo for os. Jeg har på intet tidspunkt følt mig presset. Udfordret, joh, men fordi jeg har taget så mange første – i mine øjne – store skridt sammen med ham. Og nu skal vi giftes til maj næste år. Jeg glæder mig så meget til at se, hvad der mere venter os.

Del: