Min kokkefyr skal skifte arbejdsplads. Han har savnet at køre service og anrette flotte tallerkner. Så selvom den nuværende arbejdsplads er lækker og super hyggelig, er det alligevel ikke lige ham. Derfor har han søgt ud igen, og fået et jobtilbud fra en tidligere arbejdsplads – Gl. Brydegaard på Vestfyn.

Han var ellevild, da han fik det, og glædede sig allerede, men djævlens advokat (mig) var bekymret.

Hvis man skal arbejde på Gl. Brydegaard, som er ca. 42 km væk, skal man have en bil, skal man ikke?

– Jo… Jo, det blev nok nødvendigt.

– Skal vi så have en bil?

– Ja, det skal vi nok…

… Og det skulle vi så.

Han fandt hurtig frem til en kampagnemodel med kampagnepris. Mægtig fin, sportsmodel, langt på litteren og det hele. Mange hestekræfter, og jeg ved intet om biler. ”Jeg tager ud og ser den i morgen!” Ja, det fint med dig.

Jeg var tøvende, som man nok kan fornemme. For en bil, ikk? Det er da dyrt. Og så skal man til at låne penge til det og betale for brændstof og noget med vægtafgift og forsikring. Men kokkefyren er pædagogisk anlagt. Jeg fik stukket et papir i hånden med begge vores indtægter, vores månedlige ydelser og hvad der så var tilbage og hvad der ville skulle lægges til bil. Og hvad der så bagefter igen ville være tilbage.

Og det så ikke helt dumt ud. Det kunne selv jeg da se. Et par dage senere var jeg med ude og se og køre i den. Den vil fremad! For pokker, den rykker! Og Kokken er helt vild med den. Også i hvid.

Så nu skal vi have hvid citroën.

Vi har ansøgt om lånet. Vi er blevet godkendt. Og vores bil kommer engang i løbet af denne her marts-måned.

Så blev vi også bilejere. Hvor voksent, altså.

Del: