Her er så stille. Det er altså ikke fordi jeg er alvorligt syg eller noget (som man også kan se på min instagram). Faktisk har jeg det godt. Meget bedre end sidst jeg skrev. I onsdags, da jeg havde fødselsdag, stod jeg op til en besked fra lægerne på infektionsmedicinsk afdeling, om at jeg sagtens kunne komme hjem. Min feber var lavere, og jeg havde kun få temperaturforhøjelser. Så jeg kom hjem! Efter 4-5 dages indlæggelse i isolation og med lidt for mange tilfælde, hvor jeg havde noget så grufuldt ondt af mig selv. Neeeeej, hvor har jeg syntes det har været synd for mig. Og jo, det har det da også. Temmelig uheldigt ihvertfald! Jeg rejste sammen med tre andre piger, men jeg er den eneste, som er kommet hjem med bakterier i blodet. 

Forresten var det paratyfus, jeg havde taget med hjem. Det er nemt, for det kan ordnes med antibiotika, og så skal jeg forhåbentlig aldrig mere høre fra det, når vi når slutningen af weekenden – der slutter min behandling. Men det er noget af en eksotisk sygdom at skrive på CV’et, synes jeg… Paratyfus. Der er kun 20 tilfælde om året i Danmark! Og halvdelen af dem kommer fra folk, der oftest har besøgt familie i enten Pakistan eller Indien.

Og jeg vil allerede nu gerne fralægge mig alt ansvar for stavefejl med mere. Hehe. Jeg er nemlig den heldige vinder af at være blevet udskrevet til en såkaldt åben indlæggelse. Jeg kommer dagligt på sygehuset nu (frem til weekenden) og får antibiotika intravenøst – jeg er altså den formidabelt heldige indehaver af en perifert venekateter i disse dage. Og mine slappe, slidte vener har det med at give op på sådan et efter et par dage, så det er i dag skiftet for fjerde gang og nu sidder det så, igen, på højre hånd. Det niver og det er i vejen. Men smerterne er generelt færre ved IV nu, end de var da jeg stadig havde feber. Så jeg skal ikke klage. Jeg får også antibiotika i tabletform – de er uden smag, så der vinder jeg lidt!

Det lyder alt sammen som om det har været en dans på roser, og bum og bang, så var det fint og hjem igen. Men jeg har været ked af det. Rigtig ked af det. Jeg har grædt i stride strømme, når mine gæster har forladt stuen om aftenen og jeg har skulle være alene. Jeg har grædt, når jeg har vågnet for fjerde gang i en seng, der har været badet i sved og været våd og kold. Jeg har grædt, når jeg har ventet på at få paracetamol for at dæmpe feberen og jeg har siddet og rystet af kulde under 2 dyner og et varmetæppe. Jeg har grædt, stort set, hver gang de har skulle skylle mit venekateter med saltvand eller medicin, fordi det bare har gjort så ondt. Og mange af smerterne har været i mit hoved, for langt de fleste gange har jeg klaget over smerter allerede før de har sat væskerne til at løbe ind.

Det har bare været skide hårdt! Og det kan godt være, at jeg ikke har været indlagt med cancer eller noget andet, der ville slå mig ihjel. Men jeg har sgu været syg. Og jeg har været rigtig syg. Og det har været rigtig nedern, at være så uvidende i sit eget forløb. Og ja, så er jeg rigtig god til at holde pokerfjæset oppe, når der er gæster og det ligger lige til højrebenet at få det hele til at se nemt ud og selv se frisk ud. Efter 14 dages behandling ER det også blevet bedre, og mit tidligere pokerfjæs er faktisk ikke længere en facade – jeg HAR mere energi og jeg har det bedre, men mit hoved skal lige kunne følge med.

Det er alt sammen gået så stærkt. Jeg kom hjem fra Indien, havde tusind aftaler om at ses med folk, skrev bachelor i en uge med feber, tog til lægen for et rutinetjek og en MRSA podning og blev derefter sendt afsted mod den fælles akutmodtagelse på Odense Universitetshospital. Der fik jeg at vide, at jeg nok havde influenza, for de havde ikke lige noget bedre svar fra prøverne, men aftenen efter ringer de med besked om blodforgiftning og indlæggelse. Og når man bliver indlagt kl. 22 lørdag aften, er det ikke ligefrem fordi man bare bliver sendt i seng og så snakkes vi ved i morgen. Jeg kom først i seng kl. 02, fordi jeg først skulle have indlæggelsessamtale, afgive urinprøve (for det kunne jo være det bare var urinvejsinfektion?!), få taget røntgen af mine lunger, suget slim fra lungerne, podes for MRSA (IGEN), have taget 9 blodprøver, målt EKG og anlagt et venekateter, før jeg kunne få lov at blive sendt på enestue i isolation og sove et par timer før jeg skulle op og have målt værdier igen.

Da mit hoved så endelig havde indstillet sig på at være indlagt, blev jeg sendt hjem – og hurra for det! Jeg havde en dejlig fødselsdag derhjemme i min egen seng i mit eget tøj. I dag er det en uge siden jeg blev sendt hjem, og det er faktisk først rigtig nu her mit hoved indhenter mig.

Mit krop har stået model til meget de sidste tre uger. Og den er pisse sej, for den står endnu.

Jeg vil så nødig få det til at lyde, som om jeg har haft det forfærdeligt og værre end alle andre. For nej, selvfølgelig har jeg ikke det. Man kan altid finde nogen, der har det værre end en selv. Men det behøver man jo ikke? Det er jo ikke en konkurrence om, hvem der har det værst. Og jeg er heldigvis i hurtig bedring! Og snart er det slut med alt det her eksotiske sygdomspjat og jeg kan igen cykle med handsker på begge hænder og vaske op.

Hurra for hverdagen! Hurra for hurtig bedring! Hurra for bedring i det hele taget.

Og god bedring til dem, der læser med, og har været så heldige at fange sig en efterårssnotter! Jeg sender hurtig bedring i jeres retning (hvis det er nogen…) 🙂

Del: