For fire år siden fik jeg diagnosticeret min kroniske sygdom. Det var en omvæltning, men ikke helt fremmed, da jeg har en familiehistorik med diabetes (type 1, ja). Men jeg havde nok altid forestillet mig, at det sprang mig over og at mine børn ville få det i stedet. Ikke ønsket det, selvfølgelig, men det var det jeg havde troet.

Jeg var et par uger fra at fylde 19, da jeg kom hjem med kvalme, ekstrem tørst og træthed, som havde stået på i flere uger. Jeg lånte et blodsukkerapparat til at måle, og prøven sagde 16,8 mmol/L. Til de som ikke ved det, bør ens blodsukker, når man er rask, ligge omkring 4 – 6 mmol/L. Jeg fastede resten af aftenen og morgenen, før jeg målte et kontrolblodsukker igen, som stadig var højt.

Egen læge, fælles akutmodtagelse OUH, og hjem igen.

Da min familie er ret bekendte med diabetes, sendte de mig hjem igen efter flere blodprøver og besked om at spise kulhydratlet, inden jeg dagen efter skulle introduceres til insulin.

Da jeg kom hjem ringede jeg til min veninde, som jeg på det tidspunkt gik i gymnasiet med. Det var en hverdag, og jeg havde derfor bare sendt en kort besked til hende om at jeg ikke kom i skole, fordi jeg skulle undersøges. Jeg havde været fattet hele dagen, helt rolig og overskudsagtig, men da jeg skulle sige ”jeg har diabetes” til min veninde, knækkede filmen. Jeg græd i telefonen uden rigtig at vide hvorfor, for det var jo bare diabetes? Det kendte jeg da! Men jeg kendte det på afstand, og jeg havde ikke troet jeg selv skulle og kunne få det. Og slet ikke som 19-årig! De fleste får diabetes i deres børne- og tidlige teenageår. Jeg følte ikke at der var noget, der begrænsede mig ved det, men alligevel. Jeg skulle til at stikke mig selv hver dag. Sådan noget gør da ondt, gør det ikke? Og måle blodsukker? Det gør da også ondt, ikke?! Være ”syg”. Det var svært at acceptere, at min velkendte verden nu skulle ændre sig.

Det fik jeg heldigvis fortalt til min læge over de næste dage. Lægen sagde nogle ret kloge ord, jeg ikke kan huske ordret. Noget med, at det ikke var en som sådan behandling og kur jeg skulle ud i, men derimo en livstilsændring.

Fire år senere lægger jeg dårlig nok mærke til det mere. Jeg er den heldige indehaver af en insulinpumpe, som klarer de fleste ting selv, som basalrateinsulin, som er det der holder mit blodsukker nede i løbet af dagen, når jeg ikke spiser. Jeg måler blodsukker mindst fem gange om dagen og korrigerer efter det vha. pumpen. Jeg kan desuden taste ind, hvor mange gram kulhydrat jeg spiser og så giver den et bud på, hvor mange enheder insulin jeg skal have. Og det er som regel temmelig spot on. Det kører mere eller mindre af sig selv. Pumpen skal endda kun genopfyldes og skydes ind et nyt sted hver tredje dag, fremfor mindst fire til fem stik OM DAGEN.

Selvfølgelig er der nogle fordomme, når det kommer til diabetes. Nej, man får ikke type 1 fordi man har spist usundt og/eller levet dårligt. Man får type 1 diabetes, fordi ens immunforsvar går amok og ødelægger betacellerne i bugspytkirtlen, som er de celler, der producerer insulin (som får energien fra maden ud fra blodet og ind i cellerne, by the way).

Jeg skriver det her af to grunde. For det første er november ”diabetes awareness month”. For det andet kan jeg huske, hvordan det var at være nydiagnosticeret og lede rundt på nettet efter andres erfaringer. Jeg håber at der måske er nogen, der er nydiagnosticeret som kan læse det her og måske finde noget trøst. Hvad enten det er diabetes eller andet. Selvom det er temmelig pisse-meget øv i øjeblikket, bliver det bedre. Selvfølgelig gør det det. Man skal bare passe på sig selv og sin krop. Jeg synes det gør mig speciel. Og i mit arbejdsfelt er det desuden ikke en helt dårlig ting at vide, hvordan det er at være patient.

Ps. dagens store øjne skyldes, at jeg har været til øjenundersøgelse. Det kommer jeg hvert andet år på OUH for at tjekke for forandringer på nethinden. Det kan man nemlig få af bl.a. for højt blodsukker. Hurra for forbyggende pleje!

15049733_10154654599092270_1900350491_n

Del: