Hvor er det dog ubehageligt at være patient. Til en forandring. Jeg er lige nu indlagt, da jeg i Indien samlede en spændende bakterie op og tog den med hjem. Grunden til at det lyder så overskudsagtigt og ikke som om, at jeg er ved at planlægge min egen begravelse er, at jeg ved de kan gøre noget ved det og de er i fuld gang med lige netop det.

Men det lader mig dog se den anden side af systemet. Joh, jeg har en kronisk sygdom også, men den er jeg aldrig blevet indlagt med. Der er jeg bare dukket op til konsultationer med sygeplejersker og læger og så er jeg taget hjem igen. Det er første gang (jeg kan huske), at jeg er indlagt. Og som næsten sygeplejerske er det lidt specielt, synes jeg.

Jeg har fx (når jeg er frisk) lidt svært ved at holde en professionel distance til mit eget forløb.
Jeg kan heller ikke helt lade være med at kommentere det, hvis jeg synes noget er ressourcespild eller undrer mig. Jeg kan heller ikke lade være med at bombardere personalet med spørgsmål også selvom de selvfølgelig har fuld og fin evidens for det de gør.

Men hvor jeg dog synes det er stygt at være patient! Hvor er det nedern ikke at vide noget som en af de første. Hvor er det ubehageligt, når to personaler arbejder på en, på én gang – om morgenen! Og man ikke har fået tøj på. Og man (jeg..) begynder at græde i ren afmagt, ømhed og træthed. Hvor er det anstrengende at vente på, at der er en der har lyst til at komme ind i det irriterende isolationsrum – ja, der ligger jeg nemlig; cherry on top, mine MRSA-podningssvar venter vi på lidt endnu.

Men hvor er det godt, at der er nogen der gider. Og hvor er jeg glad for, at når jeg ringer efter personalet og fortæller at feberen stiger og spørger om jeg må be’ om pamol, så kommer de. Og hvor blev jeg lykkelig, da sygeplejersken i nat sagde at jeg måtte tage saturations- og blodtryksmåleren af for resten af natten.

Det er helt sikkert sundt at ligge her på den anden side af sengegærdet og føle sig lidt slatten, når ens arbejde kommer til at foregå stående og kiggende “ned” på patienten, så at sige.

Af den her oplevelse har jeg dog lært allermest om, hvor vigtigt det er, at man ikke lyder eller ser stresset ud, når man besvarer et kald. Også selvom man er lige ved at skide grønne grise af stress.
Jeg har mødt både sygeplejersker og læger, der har taget sig tid til mig og mine tusinde spørgsmål. Og som har været søde og imødekommende. Det er de fleste heldigvis, de er jo uddannede til det. I know 🙂
Ps. Med hensyn til maden, HVAD er det så for noget mad, vi giver vores patienter?? Min mave bryder sig ihvertfald ikke om det.

Del: