Godt nok er jeg ny. Godt nok er jeg forvirret. Og godt nok kan jeg på nogle tidspunkter have lyst til at sætte mig ned og græde af forvirring.

Jeg kender ikke min nye afdeling ordentlig endnu – hvem ville efter kun fire uger? Der er jo et virvar af vaner, kultur og nye speciale. For ikke at tale om mange patienter og for få personaler pga. sygemeldinger. 

Jeg er ikke sikker i alt, hvad jeg gør. Jeg bliver i tvivl og jeg stiller mange spørgsmål. Jeg går frem og tilbage på gangen og snurrer rundt om mig selv 10 gange. Fordi min krop kan ikke finde ro. Jeg skal jo gøre noget?? Bestille noget, ordne noget, dosere noget – gøre et eller andet! Afhjælpe mine kollegaer på en eller anden måde. Jeg kan komme meget i tvivl om mine egne evner, når der er travlt og jeg ikke kender alt det basale på afdelingen. I dag blev jeg fx i tvivl om, hvem skal bestille transport til den udskrevne patient…? Og hvilken transport? Det føltes som åndsvage spørgsmål. Men når man ikke ved det…

Jeg glæder mig over at arbejde med så tålmodige kollegaer, som gladeligt svarer på mine spørgsmål og fortæller mig, at jeg ikke kan stille for mange eller for dumme spørgsmål.

Det er nok ikke unormalt som nyuddannet at føle sig lidt lost. Vi vil så gerne gøre det hele til perfektion. Rumme alt, svare på alt og hjælpe vores patienter med det de har brug for, uden først at sige “Jeg skal lige finde en kollega, der kan hjælpe mig…”. Men hellere spørge om hjælp, end at gøre noget uden for ens eget kompetencefelt.

Det handler selvfølgelig også om at turde gøre noget. Om at kigge ned på sit skilt og minde sig selv om, at vi er sygeplejersker (sgu)! Og at de som har ansat os, har tiltro til os og til at vi godt kan. Det har jeg fået at vide mange gange i den her uge. “Louise kan godt, det har jeg helt og aldeles tiltro til – jeg har nemlig selv valgt hende!” – tak!

Jo flere gange man prøver noget nyt, jo bedre må man vel blive til det. Eller det gør man! Det kan jeg jo mærke 🙂

I dag turde jeg åbne munden i en situation, hvor jeg fornemmede at patienten ikke kunne følge med og manglede overblik. Så jeg fortalte hende, hvad jeg så. Og mens mine kollegaer arbejdede, fortalte jeg hende, hvad vi gjorde og, hvad det var hun mærkede. Støttede med en berøring og et smil. Selvfølgelig mens jeg hjalp til så godt jeg kunne.

Jeg forventer aldrig et tak for mit arbejde, men i dag fik jeg det. Min patient fortalte mig, at jeg havde gjort en forskel for hende i situationen og det takkede hun mig for. Jeg blev helt rørt. Og virkelig glad!

Det er situationer som denne, at min tro på egne evner højnes og jeg bliver mindet om, hvad jeg kan fremfor, hvad jeg ikke kan. Jeg prøver at huske mig selv på, at jeg trods alt er bestået og er uddannet sygeplejerske og, at det ikke bare er noget jeg leger. Jeg er uddannet fordi jeg kan og er god nok og jeg er ansat fordi der er nogle, der tror på det og mig.

Og det er sgu vigtigt at huske som nyuddannet.

Del: