Iihhh!!

Jeg er snart sygeplejerske. Om skræmmende kort tid faktisk. Og det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til ikke længere at være studerende, og jeg glæder mig til at være sygeplejerske og arbejde. Men det er en lille smule (læs: kolosalt mega) skræmmende ikke længere at have det fine lille “sygeplejestuderende”-skilt og undskyldningen “Nå, jamen jeg er bare studerende, så det ved jeg ikke”, når nogen spørger om noget, jeg ikke ved.

Og nu har jeg altså søgt job. En rigtigt “vi søger en basissygeplejeske” jobannonce dukkede op og jeg søgte det. Efter at have lavet en ualmindelig anti-jantelovsagtig ansøgning med flotte ord om mig selv og et CV med et fint billede af mig selv.

Jeg er SÅ BANGE FOR at møde op på arbejde, som rigtig sygeplejerske, og stå med alt det ansvar og alle de forventninger (som jeg forestiller mig folk har) og måske ikke levere. Det er halvandet år siden jeg sidst har stået i den hvide kittel på OUH, da jeg sidst var i sygehuspraktik og jeg føler mig lidt sat af, når det kommer til sygehusarbejde. Og jeg er alt for uerfaren til et centersygeplejerskejob på et plejecenter, hvor jeg ellers kender rumlen.

De kloge siger at det nok skal gå. Siger ting som at arbejdsgiverne godt ved at man er uerfaren og nyuddannet. Og der er en mentorordning og oplæringsdage. Og undervisning i specialet. Så det skulle nok kunne gå. Og nu er det første søgt, så nu bliver det nok nemmere og mindre skræmmende at søge flere.

Og de regner nok ikke rigtig med at jeg har ti års erfaring på første dag…

Del: