I fredags kl. 09:15 væltede min veninde og jeg forsinkede gennem dørene til fælles morgenmad med resten af årgangen. Vi havde desværre valgt en bus, der gik i stykker, men dog kun kom 15 minutter for sent.

Vi fik den sidste information om dagens program med: Morgenmad og derefter udlevering af den berygtede sygeplejenål. Så fotografering og kl. 13 kunne vi så se frem til den formelle del af dimissionen.

Aldrig har jeg været så spændt på at få mit navn kaldt op, som jeg var, da DSR  kaldte mit navn til at modtage den sygeplejenål, jeg har beundret hos andre uddannede sygeplejesker. Det vil selvfølgelig sige lige indtil mit navn blev kaldt som den anden sidste til at modtage mit eksamensbevis. Der gik ged i den alafabetiske rækkefølge, så jeg stod tilbage sammen med én anden til sidst. Det betød dog at jeg stod forrest, da vi alle stillede os frem på scenen til klapsalver og billeder. Jeg måtte virkelig tage nogle dybe vejrtrækninger, da jeg fik øje på min familie; min mor og far, som smilede stolt og min farfar der stod og viftede med sin telefon for at tage billeder. Puha, et meget rørende øjeblik.

Dagen og aftenen gik med gæster i stor stil! Jeg tror vi havde 30 gæster inde og vende i vores 64 m2 lejlighed mellem kl 16 og 2:30 om natten. Meget festligt! Og vores hjem er nu fyldt med fine, fine blomster, som de mange søde venner og familie havde med 🙂

IMG_6555

Det sidste år på studiet har været utrolig travlt og hårdt. Jeg blev virkelig udfordret i min sidste praktik i foråret og sommeren gik med forberedelser til Indien – som vi lige pludselig skulle afsted til!

Indien sluttede så ikke for mig efter de tre uger, vi var afsted. Som jeg har skrevet om før, blev jeg syg, da jeg kom hjem. Det gav 5 dages indlæggelse og 14 dages antibiotika intravenøst og tablet x 2. Da jeg troede det var slut, ringede lægen, jeg mødte på FAM, en måned senere med information om en tarmparasit ved navn Giardia. Det vidste sig så at den her fætter ikke lod sig slå ihjel af det antibiotika, jeg i forvejen havde fået, men at der skulle noget andet, stærkere til. Så altså, tilbage til antibiotika og kvalme midt i skriveriet, som vi forvejen spidsede til. Heldigvis var min “nye” parasit i hviletilstand, så den gav ikke feber, som paratyfusen gjorde. Faktisk gjorde den mig bare kvalm og oppustet, men væk med den! Nu modtager jeg forhåbentlig ikke flere opkald om spændende eksotiske bakterier og parasitter, jeg skulle have samlet op i Indien 🙈

Summa summarum! Det sidste år studiet har klart været det hårdeste på studiet. Især på den personlige front, men bestemt også den faglige.

Nu starter den første dag på arbejde i morgen. Jeg er rystende spændt, glæder mig og lidt nervøs…

 

(Min computer er i skrivende stund ved at blive renset for virus. Derfor er det her skrevet på telefonen og derfor rodet og nok også med slåfejl. Det må man tage med. Håbløse computer… the show must go on!)

Del: