Bachelor. Forkortet BA.

Det er nemlig noget jeg godt kan lide i hele den her BA process. Forkortelser altså.

“Sygeplejerske (spl.) tilser patient (pt.)”. Sygeplejestuderende (spl.stud.). Bachelor (BA).

Jeg har jo, som før nævnt, brugt en uge på at være indlagt. H e l d i g v i s skiver jeg BA sammen med to andre og de har været meget forstående overfor situationen. Nu er de jo også næsten sygeplejersker 😉 men jeg er tilbage på min pind! Med min bærbar, min kaf’ og forkortelser!

De siger jo at man skal vælge et emne at skrive om, som man interesserer sig for. Det kan godt være svært, når man er tre. Men jeg synes faktisk det er gået rigtig fint. Over al forventning, vel egentlig. 

Her er så stille. Det er altså ikke fordi jeg er alvorligt syg eller noget (som man også kan se på min instagram). Faktisk har jeg det godt. Meget bedre end sidst jeg skrev. I onsdags, da jeg havde fødselsdag, stod jeg op til en besked fra lægerne på infektionsmedicinsk afdeling, om at jeg sagtens kunne komme hjem. Min feber var lavere, og jeg havde kun få temperaturforhøjelser. Så jeg kom hjem! Efter 4-5 dages indlæggelse i isolation og med lidt for mange tilfælde, hvor jeg havde noget så grufuldt ondt af mig selv. Neeeeej, hvor har jeg syntes det har været synd for mig. Og jo, det har det da også. Temmelig uheldigt ihvertfald! Jeg rejste sammen med tre andre piger, men jeg er den eneste, som er kommet hjem med bakterier i blodet. 

Hvor er det dog ubehageligt at være patient. Til en forandring. Jeg er lige nu indlagt, da jeg i Indien samlede en spændende bakterie op og tog den med hjem. Grunden til at det lyder så overskudsagtigt og ikke som om, at jeg er ved at planlægge min egen begravelse er, at jeg ved de kan gøre noget ved det og de er i fuld gang med lige netop det.

Men det lader mig dog se den anden side af systemet. Joh, jeg har en kronisk sygdom også, men den er jeg aldrig blevet indlagt med. Der er jeg bare dukket op til konsultationer med sygeplejersker og læger og så er jeg taget hjem igen. Det er første gang (jeg kan huske), at jeg er indlagt. Og som næsten sygeplejerske er det lidt specielt, synes jeg.

Vi er nemlig allerede halvvejs.

Det er egentlig temmelig vildt, hvor hurtigt de sidste 10-11 dages tid er gået. Vi har i denne uge været i community service. Her har vi været på hospitalets lille klinik i en nærliggende landsby tæt ved lufthavnen og desuden været på hjemmebesøg.

Derudover har vi de sidste 11 dage…

… Besøgt 2 templer, 1 kirke og det samme marked 3 gange.
… Spist mad med ris ca. 31 gange.
… Overlevet at køre med bus til og fra landsbyen og markedet ca. 14 gange.
… Alle ligget syge mindst 1 gang.
… Sunget “lille Peter edderkop” for en flok 3 årlige med et kor af småbørnsgråd.
… Grint rigtig meget sammen med nogle søde, søde sygeplejestuderende!
… Tørlagt hospitalets kantine for flaskevand.
… Været nede og købe slik og sodavand et utal af gange.
… Svaret på “what’s your name??”, råbt af storfnisende skolepiger, (mindst!) 117 gange.
… Fået nok myggestik for det næste år!
… Set en fødsel 🙂
… Blevet hevet ud af vores værelse for at se det blive oversprøjtet med myggespray fra en røgkanon.
… Forsøgt os med tamilsk og tegn og fakter.
… Taget sammenlagt 800 billeder.
… Gang på gang ladet os overraske af, hvor lidt tingene her koster.
… Poseret til rigtig mange billeder med rigtig mange indere.

Varme hilsner fra østen! 🙂