Halløøøøj, jeg har fået mit liv tilbage!

Det her er det sidste indlæg fra den studerendes side – jeg er nemlig færdiguddannet sygeplejerske! Det betyder 1) at jeg forhåbentlig får mere overskud til at skrive herinde (HA HA, de har jo ikke travlt i det offentlige) og 2) at jeg nu ikke skal læse op til eksaminer, bekymre mig om lektier eller konstant være “på” som studerende. Nu skal jeg så til gengæld til at betale fuldt kontingent i fagforening og a-kasse og til at vende mig til at bære ansvaret der følger med titlen “sygeplejerske”.

Iihhh!!

Jeg er snart sygeplejerske. Om skræmmende kort tid faktisk. Og det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til ikke længere at være studerende, og jeg glæder mig til at være sygeplejerske og arbejde. Men det er en lille smule (læs: kolosalt mega) skræmmende ikke længere at have det fine lille “sygeplejestuderende”-skilt og undskyldningen “Nå, jamen jeg er bare studerende, så det ved jeg ikke”, når nogen spørger om noget, jeg ikke ved.

Og nu har jeg altså søgt job. En rigtigt “vi søger en basissygeplejeske” jobannonce dukkede op og jeg søgte det. Efter at have lavet en ualmindelig anti-jantelovsagtig ansøgning med flotte ord om mig selv og et CV med et fint billede af mig selv.

Bachelor. Forkortet BA.

Det er nemlig noget jeg godt kan lide i hele den her BA process. Forkortelser altså.

“Sygeplejerske (spl.) tilser patient (pt.)”. Sygeplejestuderende (spl.stud.). Bachelor (BA).

Jeg har jo, som før nævnt, brugt en uge på at være indlagt. H e l d i g v i s skiver jeg BA sammen med to andre og de har været meget forstående overfor situationen. Nu er de jo også næsten sygeplejersker 😉 men jeg er tilbage på min pind! Med min bærbar, min kaf’ og forkortelser!

De siger jo at man skal vælge et emne at skrive om, som man interesserer sig for. Det kan godt være svært, når man er tre. Men jeg synes faktisk det er gået rigtig fint. Over al forventning, vel egentlig. 

Her er så stille. Det er altså ikke fordi jeg er alvorligt syg eller noget (som man også kan se på min instagram). Faktisk har jeg det godt. Meget bedre end sidst jeg skrev. I onsdags, da jeg havde fødselsdag, stod jeg op til en besked fra lægerne på infektionsmedicinsk afdeling, om at jeg sagtens kunne komme hjem. Min feber var lavere, og jeg havde kun få temperaturforhøjelser. Så jeg kom hjem! Efter 4-5 dages indlæggelse i isolation og med lidt for mange tilfælde, hvor jeg havde noget så grufuldt ondt af mig selv. Neeeeej, hvor har jeg syntes det har været synd for mig. Og jo, det har det da også. Temmelig uheldigt ihvertfald! Jeg rejste sammen med tre andre piger, men jeg er den eneste, som er kommet hjem med bakterier i blodet. 

Hvor er det dog ubehageligt at være patient. Til en forandring. Jeg er lige nu indlagt, da jeg i Indien samlede en spændende bakterie op og tog den med hjem. Grunden til at det lyder så overskudsagtigt og ikke som om, at jeg er ved at planlægge min egen begravelse er, at jeg ved de kan gøre noget ved det og de er i fuld gang med lige netop det.

Men det lader mig dog se den anden side af systemet. Joh, jeg har en kronisk sygdom også, men den er jeg aldrig blevet indlagt med. Der er jeg bare dukket op til konsultationer med sygeplejersker og læger og så er jeg taget hjem igen. Det er første gang (jeg kan huske), at jeg er indlagt. Og som næsten sygeplejerske er det lidt specielt, synes jeg.