Midt i den stegende formiddagssol stiller vi, for hundredeogsyttende gang, op til fotografering med endnu en indisk familie, der finder det fascinerende at vi hvide, høje mennesker, er at finde på selvsamme hinduistiske tempel, som de selv er. Den ene familie afløser den anden og varmen under vores bare fødder i stentemplet Brihadisvara brænder stadig mere. Vi er kun lige trådt udenfor hovedbygningen, og med de hinduistiske helligdomme bag os, bliver vi fotograferet fra alle vinkler med grædende og generte børn stående foran os.
Begejstrede voksne svinger deres børn i mod os og vifter med deres arme, mens de vil have os til at trykke deres hænder.

Og de vil alle det samme. De vil ses. De vil hilses på. De vil tage billeder. De vil have taget billeder. Meget få tager billeder af os med deres eget kamera; “take picture please” siger de og stiller op til fotografering sammen med os med vores kameraer! Det er da mærkeligt, eller er det bare mig? Hvad får de ud af det?

Som resultat har vi nu MASSER af billeder af indiske familier samlet omkring fire hvide høje klatter – os.

Fredag aften kom en pige hen til mig, da jeg sad og nød hospitalets wifi-forbindelse. Hun stod længe ved siden af mig, før hun sagde “hey, what’s your name” med sådan en jeg-er-faktisk-lidt-ligeglad-attitude. Jeg fik svaret og som svar fik jeg “ok, I would like to take a selfie with you” og så satte hun sig og tog et billede med mig. Bum. Og så gik hun ud igen og kørte væk.

Det er nok det mest besynderlige ved at være i så turistfattigt et område i Indien. Jeg føler mig som en rock star! Men ligeså sjovt som det er på de rigtige tidspunkter, ligeså trættende er det også på de tidspunkter, hvor vi er trætte og udmattede. Det er med en følelse af fodringstid i zoo at vi spiser aftensmad, da selv nogle af de studerende på hospitalet stadig finder os spændende.

Sikke en fryd det bliver at komme hjem til lille Odense, hvor ingen synes vi er spændende alene fordi vi er hvide og høje og har blond hår.

Del: