”Jeg linder kun min dør på klem. Jeg ser kun tyve meter frem. Men gud hvor jeg misunder dem, som rejser ud – og længes hjem” – Piet Hein, GRUK om rejser.

I skrivende stund er der kun fjorten dage og tolv timer til jeg er på vej ud i verden igen. Med en (formodentlig) tung taske på ryggen, stort smil om munden og mine veninder i hånden drager vi til Tiruchirapalli, Sydindien.

Og selvfølgelig glæder jeg mig. Det bliver et eventyr. En fantastisk mulighed for at opleve sygeplejefaget fra en ny vinkel og et kulturchock som basker. Jeg glæder mig til duftene, til smagsoplevelserne, til farverne og folket. Og ikke mindst vidensdelingen med de indiske studerende og eventyrene med mine medstuderende.

Ikke desto mindre føler jeg allerede en snert af hjemve. Hvilket jeg ved er ganske normalt og ikke meget anderledes, end sidst jeg rejste ud med min uddannelse. Jeg vil ikke være nogen af mine rejser foruden, men det er med kriller i maven og en hvis afholdenhed, at jeg sammensætter pakkelister og gør klar.

For jeg kan egentlig rigtig godt lide min pind. Lige her i Odense. Og jeg kan egentlig rigtig godt lide at vide lige præcis, hvor alting er. Jeg kender ingen og ved hvor intet er i Indien. Og jeg får hjemve. Jeg ved, jeg får hjemve. Men bare fordi man har hjemve, betyder det vel ikke at rejsen var dårlig? Jeg havde frygtelig hjemve, da jeg tilbragte elleve uger med praktik i Edinburgh. Ganske forfærdelig. Jeg kunne ikke forstå deres skotske dialekt, jeg vidste ikke, hvor noget som helst lå, jeg kendte ingen mennesker og alt, hvad jeg holdt rigtig meget af befandt sig i Danmark. I mit lille smørhul Odense.

I dag ser jeg tilbage på Edinburgh som the time of my life, som det kan siges så vidunderligt kliché-agtigt. Det var en rejse kun for mig og som har lært mig et utal af nye ting. Jeg savner ligefrem min praktik derover, selvom jeg har brugt alt, alt, alt for meget tid på at længes hjem. Jeg tror ikke sådan nogle som mig helt kan lade være at længes hjem 🙂 Og jeg vil egentlig også hellere sidde ude og længes hjem, end at sidde hjemme og længes ud.

Hvor om alting er, er det at rejse at leve, som vor kære Hans Christian engang har skrevet det så smukt. Og jeg glæder mig til at rejse ud her i september. Og til alle mine fremtidige rejser og hjemveer 🙂

Godaften, og god rejse til alle!

Del: