… det gjorde jeg faktisk i mandags. Men det har været en liiille smule vanskeligt at få sat sig og sætte ord på den overvældende følelse, det har været at lande i København. Vi gik fra geder, affald, 37 grader, nysgerrige blikke, vanvidskørsel og larm til… København. Danmark. Odense. Ro. Selvfølgelig med stop undervejs på vores 30 timer lange hjemrejse.

Vi tog afsted fra hospitalet kl. 7:00 og fløj fra Trichy kl. 9:40.

Dernæst landende vi i Colombo, Sri Lanka kl. 10:40, hvor vi skulle vente 8 timer til kl. 18:45, for at flyve 5 timer til Doha, Qatar.

I Doha ventede vi så fra kl. 21:15 til 7:00 – jep, 10 timer i lufthavnen om natten! Det var fedt, én times søvn og ellers mange timers stirren ud i luften senere sad vi på lufthavnsrestaurant og fik morgenmad – yoghurt med frisk frugt og en pain au chocolat til mig. Min mave slår lidt for mange knuder og kolbøtter af kombinationen mellem flymad og for lidt søvn, og det er rigtig træls at sidde 6 timer i en flykabine med sådan en arbejdende mave, så det prøver jeg at undgå.

Endelig fløj vi fra Doha mod København kl. 7:00, mandag morgen. Mine tre veninder havde fået sæderne på række 17 og jeg var sat bag dem på række 18, vinduesplads og med en tom midterplads som nabo. Det var ganske fint. Qatar Airways, som vi fløj med hjem, har udstyret hvert sæde med sin egen lille skærm og et bredt udvalg af film, hvoraf jeg nåede at se 3, mens jeg for hver lykkelig ting i filmene begyndte at snøfte en lille smule og få våde øjne. Det var som om det først rigtig ramte mig på flyturen fra Doha til København, hvor tæt jeg var på at være hjemme igen.

Vi landende, vi gik direkte ud til vores bagage, som var kommet pronto og strøg derfra ud gennem dørene ud til ankomsthallen. Jeg har tit tænkt, hvor fantastisk det må være at gå ud gennem de døre og blive mødt af sin velkomstkomite og danske flag. Som alle de backpackere jeg har spottet, når jeg har været i lufthavnen, som er kommet ud med deres store tasker bagpå og blevet mødt af familie, venner, kæreste og et lille hav af røde og hvide flag. Og nu var det mig! Igen, faktisk! Det er jo til at blive helt rørt over. Da jeg kom hjem fra Skotland stod en af mine bedste veninder klar i lufthavnen med mad og kram og denne gang stod min kæreste klar med danske flag og viftede og smilede. Åha… Det er dejligt.

Og vi kom hjem! I et stykke og med alt bagage. Og jeg mødte i skole næste morgen kl. 8 med chokeret mine over at det er blevet SÅ koldt i Danmark. Wow! Fra 40 til 10 grader på 30 timer. Det er virkelig hardcore.

Men jeg er her og jeg er glad og træt. Jeg fordøjer stadig alle de indtryk, som vi har fået i koncentreret grad over de sidste 3 uger, hvorfor al min snak og al min historiefortælling er en smule rodet. “Don’t stress, the stories will come” sagde min flatmate fra Edinburgh til mig, da jeg tog hjem derfra. Og det skal de også nok, de skal bare lige bundfælde sig.

Jeg har dog et par billeder, så de kan jo meget passende komme ud i lyset!

Kalai vanakam 🙂

Del: