Vi ankom søndag lokal tid kl. 14:30 efter mange, mange timers transport. Vi har det godt og varmt. Her er mine første tanker om Indien fra i søndags:

Det første syn der møder mig efter at vi har tilkæmpet os vores bagage er en lang række af indere ude foran lufthavnen. Den ene klædt mere farverigt end den anden. Børn med nysgerrige blikke og gebrokkent engelsk råber hej og vinker. Jeg ser sågar også et par voksne, der tager billeder af os.
Vi bliver mødt i lufthavnen af rektoren på sygeplejeskolen i Trichy. Hun leder os mod skolebussen, der holder klar til os, mens hun beder de to studerende, hun har med sig, om at hjælpe os med vores bagage.
Vi har på dette tidspunkt rejst i ca. et døgn. Vi er derfor varme og er trætte. Det at komme udenfor en lufthavn, og særligt en i Indien, er som at gå ind i en mur af massiv fugt og varme.
Vi bliver ledt op i bussen og rektor lader bussens døre stå åbne, mens vi kører, så vi kan få noget luft – vi kører nu gennem Trichy med åbne døre i en bus blandt 1000 andre trafikanter.
Mine øjne falder på alt, hvad der skiller sig ud fra det jeg er vant til – det vil sige at de flakker rundt, for intet er som derhjemme! Min opmærksomhed falder især på de mange motorcykel- og scooterkørende mænd med deres koner og børn bagpå. Børn helt ned i baby-størrelse sidder bag på scootere, uden hjelm, og ser fuldstændig upåvirket ud af den overdøvende larm fra byen.
Der lugter af affald og dyrefæces, og gadebilledet er meget lig en “Find Holger”-bog – fuldstændig overfyldt og uoverskueligt. Dog er farverne også særligt dominerende! Farverige klæder, bygninger og busser møder os overalt. Alt sammen i et inferno af dytten, råben og motorbrummen.
Efter 10 km kørsel ender vi i hjertet af Tiruchirappalli, hvor “vores” hospital ligger.
Alle kigger efter os, som var vi væsener fra en fremmed planet. Mænd råber, scooterne kører tæt forbi os og bilerne dytter lige så voldsomt, som studentervognene i Danmark gør om sommeren.
Da vi ankommet til hospitalet og går igennem de mange svagt oplyste gange, møder lyden af sang fra 50-100 studerende os ved kirken og idet vi går forbi, peger mange af dem ud på os, og deres sang falder en smule ud af takt.imageimageimageimageimage

Del: